Af Mia Damhus. 22 april 2016
I et nyligt blogindlæg luftede jeg nogle holdninger om analyse og behandling af borrelia og andre flåtbårne infektioner. Det blev af nogle tolket, som om jeg generelt var imod at analysere og behandle borreliainfektioner. Det er slet ikke tilfældet, og jeg haster med at præcisere, hvad mine betænkeligheder går på. Det bliver desværre et lidt langt indlæg…og vedrører i princippet ikke dem, som gennemgår en behandling og efterfølgende er raske. Overvejelserne vedrører især dem, der har lange, komplicerede forløb og ufuldstændig effekt af behandlinger.
En grundlæggende forudsætning i diskussionen er den fælles forståelse af, hvad man kan forvente inden for den humane mikrobiologi. En drabskurve, hvad enten den er forårsaget af antibiotika eller urter med antiobiotisk effekt, ender aldrig i nul. Det vil sige, at når kuren er til ende, når alle er tilfredse med, at behandlingen har virket, er det ikke fordi alle givne bakterier, svampe eller hvad man nu bekæmper, er døde. De er blot reduceret markant i antal.
Derfor kommer der ALTID et tidspunkt, hvor vores eget immunsystem skal overtage. Det er vores immunsystems opgave at sørge for, at de få overlevende organismer, som vi har forsøgt at dræbe, ikke bare formerer sig igen til et niveau, hvor der igen kommer symptomer og sygdom. Sådan set er situationen den samme efter vellykket behandling af cancer; der er altid tilbageværende afvigende celler, men det velfungerende immunsystem tager sig af at holde dem i skak.
Når vi så møder nogen, der har været gennem gentagne behandlinger og tilbagefald, så kan man jo godt forklare det med problemer som biofilm (bakteriernes ”paraply”, som de gemmer sig under indtil den kemiske fare er drevet over) eller særligt resistente overlevelsesformer (som er med til at gøre kroniske infektioner med bl.a. Borrelia og Chlamydofilus besværlige). Der er ingen tvivl om, at det er regulære udfordringer. Spørgsmålet melder sig bare til stadighed, hvad så løsningen er. Vedvarende, gentagen behandling udfra samme principper, eventuelt med andre midler, eventuelt i længere tid eller øget dosis forsøges til stadighed, og det er nok her, jeg så synes der er brug for tidligst muligt at sætte så bredt ind som muligt.
Hvis vi vil have, at immunsystemet skal fungere bedst muligt, når en antibiotisk behandling er afsluttet, så kræver det mere end kosttilskud. Tarmens barrierefunktion er afgørende, og den udfordres gennem behandlingen med antibiotika. Derfor stiger risikoen for fødevarereaktioner, alene fordi tarmgennemtrængeligheden er større. Det stiller krav til grundkosten; dels skal udvikling af nye reaktioner undgås, dels skal det tænkes ind, at en del af scenariet forud for infektionen faktisk kan være, at der har været tidligere, kroniske fødevarereaktioner. Det vil have beslaglagt immunkapacitet og gjort personen mere modtagelig for fx. flåtbårne infektioner. I sidste tilfælde er kostændringer at betragte som del af behandlingen, ikke blot forebyggende for tilbagefald.
Behandling med antibiotika medfører faldende niveauer af en række mikronæringsstoffer (afhængig af stoftype). Det kan selvfølgelig kompenseres gennem kosttilskud, men forudsætningen er, at nedbrydning og optagelse i fordøjelsen fungerer.
Afgiftningssystemet i lever- og tarmceller arbejder ekstra, og igen stiger behovet for specifikke næringsstoffer. Ubetydeligt ved korttidsbehandlinger, men med stigende behandlingsvarighed selvfølgelig også stigende betydning. Samtidig brug af svampemidlet fluconazol har en kraftig påvirkning af leverenzymer, som skal tænkes ind og kompenseres så vidt muligt.
I takt med at det undersøges, viser flere og flere farmaka sig at have mitokondrietoxiske egenskaber. Mitokondrierne er cellernes kraftcentre og meget følsomme for toxiske stoffer. Det betyder, at cellernes evne til at producere energi kan hæmmes som følge af den medicinske behandling; det er vist for en række antibiotika (chloramfenikol, tetracykliner, aminoglykosider og fluoroquinolon). Langtidsbehandling med disse typer antibiotika kan altså potentielt forværre træthed/udmattelse og nedsætte immuncellernes forsvarsevne. Doxycyclin, som ofte vil være valget i sundhedsvæsnets behandling af borreliose, er et tetracyklin.
Man må regne med, at mitokondriernes følsomhed for toxiner er individuel og udgør en del af årsagen til, at reaktioner på både infektioner og behandling kan være meget forskellig fra person til person. Afgiftning af andre mitokondriegifte som fx. giftige metaller (kviksølv, cadmium, bly) og flere typer af pesticider kan være afgørende for et godt udfald.
Suk – hvad gør man så med sin flåtbårne infektion? Flere af de internationale centre behandler med en kombination af kost, kosttilskud, urtemidler (naturlige antibiotika, afgiftning, immunbalancering, fordøjelseshjælp), enzymer, homøopati og receptmedicin. Også i Danmark kan facebookgruppen Borrelia Info henvise til læger, som arbejder med dette fulde spektrum af behandlinger. Indenfor ernæringsterapien rådgiver vi gerne om den del, som ikke er receptmedicin.
Samtidig vil vi næsten altid foreslå også at arbejde med kroppens følelsesmæssige historie. Immunsystemet er tæt koblet til følelsesspektret (som bl.a. godt beskrevet af Candace Pert) og grundfunktionen i immunsystemet handler om grænsesætning, om at genkende og skelne venner fra fjender, kende sin egen identitet og om at iværksætte et effektiv forsvar på rette sted. Hvis der på et dybere plan er blokeringer i retten til at have det godt, retten til at sætte grænser og sige fra eller lignende problemstillinger, kan det have meget konkret betydning for evnen til at bekæmpe invasive snyltere. På Center for Ernæring og Terapi bruger vi Kerneterapi som en blid og dybtgående måde at hente kroppens erindringer frem helt ned på celleplan (også fra mitokondrierne!). Vigtigheden af en kropsterapeutisk indsats stiger med alvoren og varigheden af sygdomsforløbet.
Så missionen med tidligere og dette indlæg er at berede vejen for en holdning til, hvad man skal gøre, hvis man IKKE er en af dem, der bliver rask efter første behandlingsforløb. Og diskussionen om analyser som redskab på vejen til raskhed kommer der mere om ved lejlighed.
