Følgende kronik af Mia Damhus har den 13. december 2017, været bragt i et tillæg til Børsen.
Af Mia Damhus
Vores sundhedsudgifter vokser; hospitalerne vokser, og alligevel vokser antallet af danskere med ondt i sundheden. Flere og flere får kroniske lidelser, antallet af overvægtige stiger, og fremskrivninger inden for sundhedsøkonomien er skræmmende. Hvor skal pengene komme fra?
En målrettet indsats omkring livsstilsændringer kan gøre en stor forskel både forebyggende, men ikke mindst behandlende ved kroniske lidelser.
Hvad vi vælger at spise og hvor meget vi øser op af de forskellige slags fødevarer kan – sammen med gode vaner omkring bevægelse og søvn – flytte bjerge. Immunsystemets alarmtilstand påvirkes af måltidssammensætning og af tarmfloraen. På den måde påvirker kosten inflammation, som ses ved de allerfleste kroniske lidelser.
Alligevel får mange patienter stadig at vide, at de bare skal spise som de plejer, spise normalt eller at kosten ingen indflydelse har på netop deres lidelse.
Det er absolut på tide at få placeret kost og livsstil centralt i fremtidens behandlingstilbud.
Det er bare svært at ændre vaner! Mange sundhedsprofessionelle fortæller, at selvom de anbefaler motion eller kostændringer, sker der ikke noget.
Inden for ernæringsterapi og funktionel medicin arbejder vi med ambitiøse ændringer i folks livsstil. Det kan vi gøre, fordi vores klienter er motiverede. De har valgt at komme, oftest med kroniske lidelser og utilstrækkelig effekt af andre behandlingstilbud. Men hvad med alle de, som ikke har ressourcer til selv at sætte noget i gang?
Her må man skæve til amerikansk forskning, hvor gruppeforløb med samtidig fokus på kost, bevægelse og stresshåndtering gør det muligt for deltagerne at foretage radikale ændringer i deres samlede livsstil. Alle, der har lyst, kan ændre vaner, bare de får den rette hjælp.
Hvis vi på en mere demokratisk måde skal hjælpe flere i gang, så må det ind i de offentlige sundhedstilbud. Det skal have samme vægt som de medicinske tilbud, og der må efteruddannes, så fagfolk er klædt bedst muligt på til at argumentere og motivere.
Et tilbud om gruppeforløb lokalt, afviklet efter en velgennemprøvet model, vil gøre det lettere for de praktiserende læger at række en hjælpende hånd til deres patienter.
Det skal være et tilbud til dem, som gerne vil. Det skal ikke være forbundet med skyld eller stigmatisering at sige nej tak. Og det vil altid kunne køre parallelt med medicinsk behandling.
Medicin koster, nye præparter mere end gamle. Samtidig brug af flere slags medicin til samme patient er et evidensmæssigt ingenmandsland uden viden om effekt og bivirkninger; mange medicinske præparater medfører næringsstofmangler eller påvirker på anden måde den normale funktion af kroppen. Så at vente på nye præparater til at løse kroniske helbredsproblemer kan vise sig at være en smal og ufremkommelig vej at gå. Og en øget indsats omkring specifikke næringsindtag kan måske mindske bivirkninger af nødvendig medicin, hvis man udnytter tilgængelig viden.
Så herfra lyder opfordringen: husk kosten i behandlingen – og gå til opgaven med større ambitioner end i dag. Der ligger et avanceret vidensfelt bag, og vi står klar til at bidrage.
