I sidste uge (ja – det er allerede old news) var professor Arne Astrup i radioen med det glade budskab, at mættet fedt ikke nødvendigvis var den store synder. Han nævnte også, at de allerede i slutningen af halvfemserne havde set data, der pegede i den retning. Oven i købet sagde han, at det i sidste ende nok ikke var kostens fedtindhold, der var mest afgørende for den samlede sundhed. Og så var pointen, at den måde, man forsker på, ikke nødvendigvis generer den fulde sandhed om sundhed.
Hvad kan man lære af det?
1. Det er ikke den enkelte, naturligt forekommende fedtsyre, der er afgørende for personens sundhed. Det er fint i tråd med vores ernæringsterapeutiske doktrin om, at vi kan spise stort set alting, bare det er god kvalitet, i en stærkt varieret kost og uden ødelæggende forarbejdning.
2. Der går RIGTIG lang tid, før en forståelse opnået gennem forskning udmønter sig i konkrete råd til befolkningen. Det må man sige har vist sig også på andre områder, fx. anprisningen af stivelse som godt (fordi det var fedtfrit og mættede meget), som fortsatte mindst 20 år efter god dokumentation for fænomenet insulinresistens.
3. Kostens samlede komposition, som bl.a. har stor påvirkning af glykæmisk regulering, gentranskription og afgiftning, er formodentlig langt mere interessant at arbejde med end at diskutere rapsolie vs. olivenolie. Hurra for tallerkenfordelingsmodellen (men måske skal den have et mere sexet navn?)
4. Ja, det med forskningskomplikationen ved vi jo godt. Så alle vi, der arbejder komplementært til systemet må i gang med at indsamle og strukturere de data fra vores måde at arbejde på. Vi bliver NØDT til det!
