I fortsættelse af indlæg her på bloggen fra 2009: Eksisterer afgiftningsproblemer? kommer her lidt mere om nytten af at tænke på vores afgiftningskompetence. Ganske vist lidt gamle nyheder, men hellere lidt gamle end helt glemt – og hvis det har været oppe i debatten om udviklingen af diabetes endnu, har vi i hvert fald overset det.
Først et citat med et par år på bagen – som de, der var på 
DETs ajourføringskursus i 2010 har hørt:
”BMI was not associated with prevalent type 2 diabetes when GGT was low normal, suggesting that obesity itself may not be a sufficient risk factor for type 2 diabetes. Practically, this interaction can be useful in clinical settings to identify individuals at high risk for type 2 diabetes.”
Lim JS et al:A Strong Interaction between Serum γ-Glutamyltransferase and Obesity on the Risk of Prevalent Type 2 Diabetes: Results from the Third National Health and Nutrition Examination Survey. Clin Chem 2007; 53(6):1092–1098
Og hvad betyder det? Lim og kolleger skriver her, at hvis man betragter gruppen af overvægtige, er det fortrinsvis de personer, der ud over overvægt også har forhøjet GGT, som udvikler diabetes type 2. GGT, gamma-glutamyltransferase, (kan ses også ses skrevet GGTP, gamma-glutamyl transpeptidase), er et leverenzym. GGT medvirker til regenerering af glutathion, en triaminosyre, som ernæringsterapeuter fra CET vil kende godt: glutathion er dels en vigtig intracellulær antioxidant, dels bruges glutathion som fase 2 konjugand i afgiftningsprocesserne.
Derfor er forhøjede niveauer af GGT en indikation af øget toksisk belastning og deraf følgende øget omsætningaf glutathion. I litteraturen er forhøjede niveauer af GGT specielt sat i forbindelse med miljøtoxiner, men sandsynligvis kan en meget lang række forgiftninger have samme effekt.
Forhøjet GGT er i andre studier sat i forbindelse med metabolsk syndrom og insulinresistens (1),
og når GGT er høj, er abdominalfedme (æbleform) i højere grad associeret til diabetes type 2 (2).
Så udfra ovenstående ser det ud, at den værste risiko er samtidig overvægt og toksisk belastning. Det passer vældig godt med langvarig praksis hos ernæringsterapeuter. Vi betragter toksiske ophobninger som en del af fedmeproblemerne; dels fordi kroppen bruger fedtvæv som lager for svært nedbrydelige forbindelser, dels fordi mange overvægtige er i udtalt mangel på mange nutrienter, som er nødvendige for afgiftning.
Hvilken vej man vælger at afgifte kan og skal diskuteres; hvor radikalt man går til værks og hvilke værktøjer. Men at afgiftning – detox – har en plads også i forebyggelse af diabetes ser ud til at være velbegrundet.
Vi stiller gerne op til en snak om afgiftning; det første skridt er altid en ordentlig revision af kost og livsstil. Det er ikke gjort med lidt fedtreducerede mælkeprodukter. Vi taler om rigtige ændringer, der rykker!
- Shin JY, Chang SJ, Shin YG, Seo KS, Chung CH. Elevated serum gamma-glutamyltransferase levels are independently associated with insulin resistance in non-diabetic subjects. Diabetes Res Clin Pract. 2009 May;84(2):152-7
- Li M, Campbell S, McDermott R. Gamma-Glutamyltransferase, obesity, physical activity, and the metabolic syndrome in indigenous Australian adults.Obesity 2009 Apr;17(4):809-13
1 kommentar