Af Mia Damhus, 27. juni 2011. ![12th1994large[1]](https://cetcenter.dk/wp-content/uploads/2011/06/12th1994large1.jpg)
Læs først Ny fokus på kroniske infektioner her på bloggen, hvis du ikke har læst det før.
For os i behandlererhvervet er spørgsmålet altid: hvad kan vi gøre ved det? I dette tilfælde altså flåtbårne infektioner. Hmm; bliv indendøre i et naturfjernt miljø og undgå at have husdyr -næhh, ikke en ret god løsning, vel? Og selvom det skulle lykkes aldrig at komme i kontakt med en flåt, hvad så med Chlamydia? – jo, der skal vi undgå (ubeskyttet) sex, men også nærmere afstand end 2-3 m til andre mennesker, der er/kan være smittet, for Chlamydia overføres udmærket i aerosoler (dråbebåret) over ganske store afstande. Salmonella og Campylobacter kommer med kød, æg og fjerkræ, unævnelige ulækkerier med fækalievandede grøntsager, Clostridum får man minsandten bedst på hospitalet. Human papillom virus kan man blive vaccineret imod, men Mycoplasma er en kendt infektion i kommercielle vacciner.
SUK! hvad gør vi så?
Hold dig alene hjemme i cølibat i din lejlighed på stenbroen og spis kun kogte grøntsager – og lad for Guds skyld være med at blive indlagt!
Det er ikke engang til at spøge med, for virkeligheden for flere og flere mennesker, der lider af invaliderende immunforstyrrelser som MCS (multiple chemical sensitivity) er netop, at de i stigende grad er nødt til at trække sig fra det, vi regner som almindeligt menneskeligt samvær. Ifølge forskerne er MCS ligesom kronisk træthedssyndrom og fibromyalgi med stor sandsynlighed ledsaget af kroniske infektioner, meget ofte de flåtbårne bakterier, men også Mycoplasma og virus.
Vi kan helt sikkert ikke isolere eller vaccinere os ud af problemer med infektioner. Men hver gang der er nogen, der bliver smittet og syge, er der også nogen, der bliver smittet og IKKE bliver syge. Og der ligger måske svaret for os behandlere. HVAD gør de mennesker, der ikke bliver syge af smitten?
Blandt funktionelle medicinere tales om terrænet – altså det omgivende miljø i den krop, som bliver inficeret. Hvis vi kan komme frem til, at vores indre miljø er ressourcefyldt, immunsystemet er kompetent, så det kan genkende fremmede skadevoldere og uskadeliggøre dem effektivt, så er navnet på den indtrængende organisme mindre væsentligt.
Ernæringsterapeutisk ser vi på tarmens mikrobiota og støtter den med probiotiske – venligtsindede – bakterier og nogen gange svampe (S. boulardii). Vi sørger for en næringstæt kost fri for ikke-tålte madvarer, så tarmen får en chance for at heles og immunsystemet frigør ressourcer fra fordøjelsen til det generelle forsvar.
Vi tilføjer urter med bred antibiotisk effekt og understøtter kroppens egne hjemmelavede antibiotika, som D-vitamin stimulerer. Vi vejleder omkring tilpas motion, søvn og stressaflastning.
Men når vi taler om infektioner, som direkte injiceres i os af en flåt, har vi en yderligere udfordring. Infektionen kommer nu ikke ad de gængse veje – tarmslimhinden, luftveje eller andre slimhinder. Den ER i vores blod og skal bekæmpes der.
Ydermere er nogle af de værste problemvoldere intracellulære, dvs de vokser inden i vores celler (i stedet for i mellem) og altså til dels skjult for immunsystemet, som ser cellen som en af vore egne.
Så vi har brug for at kunne sætte grænser, at være meget skarpe til at genkende det, der ikke er godt for os, og sige nej til det – og have en så tydelig identitet, at vi kan genkende en af vor egne celler UDEN infektion og skelne den fra en inficeret celle.
At arbejde helt ned på celleplan med sit immunsystem kan i nogen tilfælde være nødvendigt ud over det, der ovenfor er nævnt som ernæringsterapi. Hos CET er værktøjet Kerneterapi.
Flåtbårne infektioner er ikke noget nyt. Men udfordringen for immunsystemet bliver større i takt med, at summen af belastningerne i vores livsstil stiger. Behandlingen af de “nye” infektioner og de lidelser, der følger med, skal helt sikkert omfatte en indsats på flere områder. Et eftersyn af den samlede livsstil: er der overvejende ressourceskabende aktiviteter, eller ressourceforbrugende?
1 kommentar