Af Mia Damhus, februar 2019.
Farlige, frelsende eller overflødige kosttilskud – del 2.
Del 1 af emnet, som du måske har læst, tog afsæt i en frisk artikel om antioxidanters påvirkning af kemoterapi og strålebehandling. Hvis man vil bekymre sig om kosttilskuds farlighed, er der andre og meget presserende diskussioner, der må tages. Klinisk praksis omkring ordination af jern, calcium og D-vitamin er påfaldende ubekymret. Der er rigtig høje doser i brug og endda på trods af megen viden om mulige problemer.
Jern har en afgørende rolle i vores organisme. Hæmoglobin i de røde blodlegemer er afhængig af jern for at binde og transportere ilt. Jern er centralt for cellernes energiproduktion, ligesom immunforsvaret bruger jern i vigtige drabsprocesser.
Noget af det særlige ved jern er, at det er redoxaktivt. Det betyder, at det meget let indgår i processer, som fører til dannelse af frie radikaler. Derfor er jern et tveægget sværd: stærkt livsnødvendigt, men i for store mængder med til at øge inflammation og oxidativ stress.
Almindeligvis antages det, at højst 5% af det jern, vi indtager også bliver optaget. Det betyder, at i bedste fald 95% af jernindtaget fortsætter ned gennem tarmen. I værste fald endnu mere. Overskud af jern i tarmen påvirker mikrobiotaen (mængden af Lactobacillus og Bifidobacter falder, mængden af Enterobacteria, herunder patogener, øges) og accelererer oxidative processer.
Jeg har på det seneste set flere klienter, som har fået ordineret 100 mg eller 200 mg jern dagligt. Det er simpelthen ekstraordinært store doser af et metal, som er ret giftigt og svært at udskille for kroppen. Man kunne frygte, at rationalet for at udskrive så store doser er, at lavere doser ikke har haft tilstrækkelig effekt. Netop i tilfældet med jern er det bare en virkelig dårlig løsning at øge mængden, fordi de store mængder uabsorberet jern i tarmen har konsekvenser. Punkter at overveje, hvis de almindelige indtag ikke fører til bedre jernstatus:
- Mavesyre er nødvendig for frigivelse af jern både fra kost og kosttilskud.
- Infektioner med Helicobacter pylori kan nedsætte jernoptagelsen.
- Jern optages i tolvfingertarmen. Ændringer i tarmoverfladen her kan påvirke effektiviteten af optagelsen.
- Jernmangel og jernmangelanæmi er en velkendt følge af glutenreaktioner i tarmen.
- Hæmjern optages via en anden transportmekanisme end uorganisk jern. Hvis hæmjern ikke har afhjulpet jernmangel, bør en anden type jerntilskud prøves fremfor dosisøgning af hæmjern.
- C-vitamin øger optagelsen af non-hæm jern.
Er du en af dem, der har problemer med hæmoglobin eller jernstatus, bør du søge hjælp til at forholde dig til ovenstående punkter hellere end tage meget høje doser jerntilskud gennem længere tid.
Er du selv behandler, bør du læse denne fremragende grundige artikel om kroppens jernstofskifte:
Ganz T: Systemic Iron Homeostasis Physiol Rev 93: 1721–1741, 2013 og andre nyere artikler med samme hovedforfatter, blandt andet Coffey R, Ganz T: Iron homeostasis: An anthropocentric perspective. J Biol Chem 2017;292(31):12727-34.