Click here for english version
Kerneterapi er en særskilt retning indenfor den kropsorienterede psykoterapi, hvor der arbejdes med kropsfordybelser, der åbner for kroppens erindringer helt ned på celleplan. Herved kommer kontakten til de følelser, oplevelser og erindringer, vi har lejret i kroppen, som kan blokere for en fri gennemstrømning af energi. Dette kan give problemer i hverdagen både fysisk og psykisk, sådan at tidligt oplevede følelser kan påvirke eksempelvis fordøjelsen, afgiftningen og vores psykiske tilstand senere i livet.
Der tages udgangspunkt i en detaljeret forståelse af kroppens anatomiske og fysiologiske funktioner samt den psykiske udvikling. Alt hvad vi oplever livet igennem lejres og huskes i kroppen på celleplan. Via arbejdet, i dyb afslapning, kontaktes kroppens erindringer og koblinger til både de fysiologiske funktioner og den psykiske proces. Herved kan kroniske tilstande, der ellers ikke har været tilgængelige for bearbejdning på andre måder, kontaktes. Det giver kroppen mulighed for at give slip på blokeringerne, så kroppens celler igen kan arbejde mere naturligt. Personen får frigjort energi til at turde bruge sig selv meget mere optimalt. Kerneterapi kan således bruges både til psykiske og fysiske tilstande.
Det er en dybtvirkende, men blid form for terapi, hvor der naturligt og under vejledning frigøres gamle blokeringer. Det kan give ny forståelse uden om sædvanlige tankemønstre for problemer og holdninger, der hæmmer fri livsudfoldelse. Det giver mulighed for, med de livgivende energier der er i mennesket, at skabe et bedre helbred både på det fysiske og psykiske plan.