Mia Damhus’ reaktion til DTU Foods pressemeddelse: “Økologisk grønt er ikke sundere end konventionelt”:
Kære Pia Knuthsen.
En kommentar til DTU Foods pressemeddelelse om jeres resultater, som bestemt er spændende.
Overskriften (Økologisk grønt er ikke sundere end konventionelt) stemmer ikke med indholdet af artiklen – som jo primært handler om de ønskede indholdsstoffer.
Er det ikke korrekt, jvf Fødevarestyrelsens jævnlige kontrolanalyser, at der er langt flere pesticidrester i ikke-økologiske grønstager? Dette er da en væsentlig del af sundhedseffekten ? – og her henviser jeg til bl.a. arbejder fra Grandjeans gruppe på SU og en række studier omkring forekomst af diabetes og/eller insulinresistens hos overvægtige med forhøjet GGT mv.
Jeg finder således overskriften misvisende – eller i hvert fald for vidtgående i sin konklusion. Det ligner mere en journalistisk vinkling end en faglig sådan.
Tager jeg helt fejl?
Med venlig hilsen
Mia Damhus