Mia Damhus
Det var en slags stille revolution, da low FODMAP-diæten for et par år siden så småt vandt indpas i behandlingen af inflammatoriske tarmlidelser. Det er vel første gang, man for alvor fra medicinsk side brugte kostændringer som en direkte del af behandlingen. Set fra vores side af bordet var det vældig positivt og lovede godt for en generel ændring i retning af at forstå kostens rolle i kroniske sygdomme.
Der kom hurtigt først en kogebog og så endnu en.
Og så blev det til, at læger af flere slags begyndte at anbefale low FODMAP-diæten til alt muligt, ikke bare IBD. Og så er det, at vi som ernæringsterapeuter ærgrer os lidt.
FODMAPs er fermenterbare oligo-, di- og monosaccharider og polyoler (polyoler er eksempelvis sorbitol og xylitol). De findes bredt i planteverdenen, og forsøger man at undgå dem fuldstændigt, bliver kosten ekstremt restriktiv. Der skal derfor helst være en god grund til at vælge netop den kostretning fremfor andre og mindre restriktive diæter.
Måske skulle man som det første bede sin patient om at udelade sukker og kaffe, vise dem tallerkenfordelingen, og dernæst skære ned på eller udelade mælkeprodukter og gluten. Det giver stadig en meget bredere sammensat kost end low FODMAP-diæten, hvor risikoen er en for stor overvægt af animalske fødevarer og alt for få grøntsager.
Vi kommer gerne ud og holder foredrag om kostmæssige tiltag ved kroniske lidelser – eller send dem med kroniske lidelser til en ernæringsterapeut. Men start ikke bare med at sige low FODMAP til dem; det er langt fra altid den bedste kur.
Og så hedder det altså ikke FOODMAP. Suk.
