Af Mia Damhus, maj 2016.
En artikel i Samvirke for nylig anførte udtalelser fra to gynækologer, som begge mener, at kvinders menstruationer kan undværes og at kronisk, livslang p-pillebrug ikke er problematisk.
En efterfølgende større debat på facebook og andre medier viser meget godt, at mange er uenige med de holdninger, som i artiklen også fremstilles helt uden nogen faglig evidens.
Men hvis man et øjeblik springer over selve spørgsmålet, om vi – helt arrogante overfor skaberværket – skal afskaffe menstruationen for at spare hygiejnebind, så er der et meget konkret problem ved kronisk uafbrudt brug af p-piller, som ofte ikke nævnes.
P-piller er en af den gruppe lægemidler, hvorom det er vist, at de medfører faldende niveauer af en række essentielle vitaminer og mineraler. På CET bruger vi netop p-pillerne som et godt eksempel på medicin, som gives til raske og påfører næringsstofmangler, som kan føre til symptomer eller egentlig sygdom. Ernæringsterapeut og farmaceut Kirsten Skjerbæk, som underviser og holder foredrag om emnet ”medicininducerede næringsstofmangler”, beskriver meget konkret, hvordan en række af de kendte bivirkninger ved p-piller i vid udstrækning kan ses som følge af de næringsstofmangler, de medfører.
Så til de gynækologer, der anbefaler kontinuert indtag af p-piller fra piger på 13 år og hele livet – og til alle de andre, der udskriver dem som prævention eller mod menstruationssmerter: HUSK, at der skal kompenseres for de påførte næringsstofmangler. Måske er dobbelt dosis af en stærk multivitamin nok, men allerhelst må det vurderes for den enkelte. Forhold omkring forudgående mangler og den enkeltes nedbrydning og optagelse af næringsstoffer både fra kost og kosttilskud kan betyde, at der skal gøres andet og mere for at kompensere for medicinens effekt.
Men at sige, at det er uden konsekvenser at tage p-piller uafbrudt gennem hele sit fertile liv er i hvert fald noget af en tilsnigelse.
1 kommentar