Stenalderkost: et hjertesuk

Ingen mener vel for alvor, at tamkøer, staldsvin, industrikyllinger og opdrætsfisk er bare tilnærmelsesvis at sammenligne med de vildtfangede dyr, som jæger og samlermennesker verden over har haft som større eller mindre del af deres kost – tidligere i historien.

(Hvis nogen skulle lide af den vildfarelse, skal de læse Om at spise dyr af Jonathan Safran Foer.)

Eller at vi i øvrigt kan sammenligne os med jæger- og samlerlivsstil: mange timers bevægelse dagligt i frisk luft, fri for kemikaliebelastninger, søvn efter solens gang over himlen. Ingen trådløse netværk…

Hvad er det så, der gør os helt til fals for stenalderkost? I både Norge og Sverige har grupper af alternativt tænkende læger og andre behandlergrupper i årevis været begejstret for det, der i begyndelsen blev kaldt stenalderkost og nu mere kaldes høj-fedt-lav-karbo kost (idet smør, fløde, creme fraiche og visse slags ost indgår). Spise smørskiver skåret med ostehøvl, bage og brase med maximalt indhold af fløde, smør, kokos og chokolade for at undgå flerumættede fedtsyrer og undgå kulhydrater.

Sportsstjerner står frem og har minsandten tabt sig på disse diæter, og straks vakler nogen i troen: MÅSKE skulle vi alligevel spise mere – endnu mere – kød, æg, fløde og kokosolie?

Siden slut 90erne har fokus blandt ernæringsterapeuter i høj grad været på insulinresistens og følgerne af denne metabolske skævvridning. Samtidig har vi gennem alle årene arbejdet med at udrede fødevarereaktioner, men altid med en basis,  der hedder rigtig mad – altså som det allerførste at få folk til at spise mad lavet af uforarbejdede råvarer af god kvalitet.

“Stenalderkost” forstået som en kost uden korn, mælkeprodukter og tilsat sukker løser en lang række problemer for nutidsmennesket. De værste allergener udelades, når man fravælger glutenholdigt korn og mælkeprodukter. Mennesker med morfinpeptidreaktioner føler sig bedre. Blodsukker og insulin stabiliseres ved en kost med færre kulhydrater, og særlig markant bliver det, hvis man i forvejen har haft et stort indtag af sukker eller – som sportsfolk ofte har – en masse stivelse fra eksempelvis pasta og brød.

Så stenalderkost eller lav-karbo-høj-fedt kost kan bruges som omlægningskost. Men derefter skal processen fortsætte: vi lider ikke af mangel på dyreprotein i den vestlige verden. Svin og oksekød er fortsat højt på allergi-listen, og desuden lider kloden, hvis vi skal dyrke protein nok til dyrenes meget uøkonomiske omsætning af planteprotein. Der er overvældende grund til at tro, at et højt indtag af dyreprotein er en risikofaktor for cancer og rimeligvis andre velstandssygdomme 1), og der er rigelig bevis for, at man kan opnå sundhed uden et stort indtag af hverken fedt eller dyr i det hele taget 2).
Så vi ernæringsterapeuter (i hvert fald jeg) holder fast i, at efter en omlægningsperiode væk fra en kost baseret på korn og mælk er langtidsmålet fortsat en plantebaseret kost med mindre mængder animalsk kost efter behag, men ikke som noget nødvendigt, mere som en nydelsesmulighed og en variation. Og altid frembragt på en ordentlig, bæredygtig facon.

1) T. Colin Campbell: The China Study

2)Silberman A, Banthia R, Estay IS, Kemp C, Studley J, Hareras D, Ornish D: The effectiveness and
efficacy of
an intensive cardiac rehabilitation program in 24 sites. Am J Health Promot.
2010 Mar-Apr;24(4):260-6.