World Dreaming
Verdenskongres for Psykoterapeuter 2011
Beretning fra Australien
Aboriginals bød velkommen
Udsigten over Darling Harbour, Sydney, fra Convention Centers aula er fantastisk. Det var den også onsdag d. 24. august 2011, hvor formand for Dansk PsykoterapeutoreningErik Wasli og jeg mødtes med 800 andre psykoterapeuter fra 45 lande. Denne dag var der indskrivning til Verdens-kongressen med titlen ”World Dreaming”. Ved indgangen blev vi mødt af indfødte, aboriginals, som sang og spillede og pustede røgelse ud over os for at ønske en god konference. Selve titlen World Dreaming havde som altfavnende tema at tænke over, hvordan vi rundt i verden får en bredere og rigere forståelse for hinanden.
Om aftenen blev der holdt et flot arrangement, nærmest en ceremoni, hvor Her Excellency, Professor Marie Bashir, Governor of New South Wales officielt åbnede konferencen. Hun holdt en venlig, fin tale om hvor glad hun var for at se så mange psykoterapeuter i Sydney, vigtigheden af vores arbejde og hvor langt mange måtte have rejst for at nå helt herned. Konferencen var planlagt af Australiens og New Zealands psykoterapeutforeninger med Anthony Korner i spidsen. Denne aften kom alle kontinenter og organisationer op på talerstolen og sagde velkommen. Det var spændende at se dem alle, og ganske langvarigt. Den sidste taler var fra Sydafrika og han fortalte, at næste verdenskonference bliver holdt i Durban i 2014 i slutningen af august. Emnet vil blive offentligt gjort senere.
Drømmegruppe
Tidligt næste morgen begyndte indlæggene. Først var der mulighed for at deltage i en drømmegruppe, hvilket jeg gjorde. Det var en slags drømme-dialog med 4 facilitatorer, Herbert Hahn, Kathy Laverty, Robert Bosnak og Anthony Korner, alle med erfaring fra Social Dreaming Matrix. En spændende facon at arbejde med drømme på. Flere af australierne havde drømt om det uretfærdige i at aboriginals var blevet behandlet så dårligt i mange år. Deres børn blev ofte fjernet, deres sprog og kultur undertrykt, ja, det var faktisk først i 1950erne at det blev ulovligt at skyde dem! Der var selvsagt en generel dårlig fornemmelse af dette. Det set i lyset af konferencens titel hvor aboriginals beretter, at deres kultur har brugt drømme i mere end 40.000 år, og selv om deres kultur er gammel kan det være, at den indeholder noget relevant for menneskehedens behov i det nye årtusinde. Det blev nogle virkeligt spændende morgener.
Masser af indlæg
Det officielle program begyndte kl. 8.45, med mange fine indlæg. Især syntes jeg at Professor Helen Milroys
(Biography: Helen Milroy is a descendant of the Palyku people of the Pilbara region of Western Australia but was born and educated in Perth. She studied medicine at the University of Western Australia, worked as a General Practitioner and Consultant in Childhood Sexual Abuse at Princess Margaret Hospital for children for several years before completing specialist training in Child and Adolescent psychiatry. )
indlæg om alle de problemer, aboriginals har med at blive anerkendt og taget alvorligt, bør fremhæves. Hun har arbejdet med det i årevis og havde stor viden om emnet. Hun fortalte mange historier, hun havde hørt som barn og hvor hun havde lavet tegninger til, dette bruger hun så i arbejdet med integration og bearbejdning af de problemstillinger, aboriginals kan have.
Spændende lidt senere at høre 3 aboriginals historier om, hvordan de bruger healing i behandlingen af deres venner og på visse hospitaler i Australien. De gik absolut ikke op i om der var evidens for det – de vidste det virkede.
Der var ca. 100 indlæg pr. dag og det siger sig selv, at jeg ikke kunne nå at høre alle. Jeg valgte efter min interesse og valgte bl.a. at høre Ann Madsen, en dansk psykoterapeut som arbejder i Sverige, der holdt et oplæg om The Light in Darkness. Vældig inspirerende, men alt for kort. Mange af oplægsholderne havde fået blot 15 min. til deres oplæg og det er svært at nå at sige meget om behandling på 15 min. Ann mødte jeg dernede og det er spændende at en dansk uddannet svensk psykoterapeut har meldt sig til at holde oplæg. Hendes præsentation var om et maleforløb med en kræftsyg mand. Vi vil prøve at få lavet et fyraftensmøde med hende her i foreningen. Der var rigtig mange modaliteter repræsenteret, narrativ- eksistentiel- krops- kognitiv- terapier m.fl. så dejligt at konferencen var så omfattende.
Fredag aften var der social sammenkomst. Et arrangement for vel 400 tilmeldte terapeuter, ved mindre borde, uden bordplan, startende med en velkomstdrink på en kæmpeterrasse, hvor man selv måtte finde nogen at tale med. Det gav lidt udfordringer. Vi havde mødt en anden dansker også, og såmænd en australier, der talte dansk, så vi hyggede hele aftenen sammen med flere fra Sydney og omegn, Sverige, Singapore og USA. Specielt australierne kunne give os en del information om, hvordan psykoterapien har det i deres land. Det lød absolut, som om de er mere anerkendt end vi er herhjemme.
Spiritualiteten var med
De næste dage valgte jeg de lange indlæg på ca. 1 time – det gav bedre mening, og der var lidt dybere indhold. Der var emner som fx terapi via nettet. Det er der god brug for dernede, hvor afstandene er kæmpelange. Spiritualitet, som jeg personligt tror vi kommer til at høre meget til i fremtiden, også i Danmark, var der også mange interessante indlæg om. Det er første gang at det emne er med på en verdenskonference, men som det blev sagt, så er tiden til det nu, og det er en nødvendig del af psykoterapien. Warwick Middleton (fra Australien) havde et spændende indslag om ”Always daddys little girl”, grufuldt hvor mange der lever med overgreb i mange år. Han havde gjort et stort research arbejde og havde fundet uhyggeligt mange sager, der ligner de rædsler, vi har hørt om fra bl.a. Østrig.
Konferencen sluttede søndag eftermiddag og jeg rejste hjem med mange indtryk, som det tager tid at få på plads. Dog, noget står klart allerede: Det giver en god, solid fornemmelse at vide, at globalt er der mange som os. 800 så lige hinanden i Sydney. Vi laver i princippet det samme, hjælper andre, skaber resultater, fortæller om det. Globalisering er en – nogen gange med rette – udskældt tendens. Men psykoterapi kan også være ”global”. Vi ved meget om, hvordan man kommunikerer, vi er veluddannede og kan kommunikere globalt. Vi kan mødes om det, som er vores sag. Lad os fortsætte med det!
Jeg vil klart opfordre alle medlemmer af Dansk Psykoterapeutforening til at tænke verdenskongressen 2014 ind i deres planer.
Link: www.WCP2011
Karen Kaae
Næstformand i Dansk Psykoterapeutforening,
EAP ansvarlig
